It-realismens professor takker af: Helle Mathiasen bliver emerita

Allerede for 22 år siden forskede Helle Mathiasen i fjernundervisning over nettet. Det samme har hun løbende gjort, også de sidste år af hendes professorat, da digitale teknologier under corona-pandemiens nedlukning skulle holde til den ultimative udfordring.

I den mellemliggende periode er computerne blevet langt mere skånsomme for studerendes rygge, og softwaren er blevet langt bedre. Men årtiers hardware- og softwareudvikling har ikke ændret på professorens grundholdning:

“Det er naivt at tro, at digitale platforme kan erstatte undervisningsmiljøer på campus,” siger Helle Mathiasen. 

Teknologierne kan anvendes som supplement, for eksempel når det gælder muligheden for mere dialog, nytænkning af opgaveformater, arbejdsformer og samarbejder mellem underviser og studerende. Men når det kommer til tilbagevendende ideer om, at forelæsninger kan optages, så studerende kunne høre dem, når og hvor de ville, tipper balancen.

”Jeg har undersøgt de studerendes tilgang til videoforelæsninger gennem flere år og deres refleksioner og erfaringer fortæller, hvor vigtig den sociale dimension er. Det vil sige kommunikationen mellem de studerende og mellem studerende og underviser,” siger Helle Mathiasen.

”Ja, du kan sikkert spare lønmidler. Ja, du kan sikkert spare lokaler. Men monolog er ikke undervisning, det er faglig formidling.”

Envejskommunikation giver ikke de studerende mulighed for selv at sætte ord på det fagligt formidlede og bruge det i den konkrete kontekst, understreger Helle Mathiasen. Her kan teknologierne komme i spil og facilitere den faglige diskussion.

Luret i alskens chatrum

I kontoret i den nye Niels Bohr-bygning på Nørrebro er de tidligere stopfyldte reoler så småt ved at være tømte. På et rullebord står endnu en stak bøger, som skal finde et nyt hjem.

“Jeg startede jo egentlig som fagkonsulent i det, der dengang bl.a. hed EDB og Datalære. Men jeg var mere interesseret i, hvordan teknologien kunne bruges didaktisk frem for at undervise i den som fag,” fortæller Helle Mathiasen.

Den interesse er blevet omsat til godt 180 publikationer, der hovedsagligt handler om teknologianvendelse i undervisningen på gymnasier og universiteter.

”Mit overordnede forskningsspørgsmål har igennem alle årene haft fokus på, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningsmiljøer, der kan give gode muligheder for, at de studerende kan lære sig det, der er intentionen i den specifikke kontekst,” siger hun.

Som professor på Københavns Universitet og inden da på Aarhus Universitet har hun interviewet utallige studerende og undervisere om oplevelser med teknologi, og hun har lurket i alskens chatrum for at forstå, hvordan teknologien egentlig bruges.

Som da hun i et online fora fulgte gymnasieklasser og – under en aftale om anonymitet – oplevede hvordan eleverne kommunikerede uden for klasselokalet. På den måde kunne hun f.eks. se hvordan en gruppe gymnasieelever, der ikke sagde meget i timerne, under et projektarbejde arbejdede fagligt hele dagen - og sent om aftenen.

“Det betyder altså noget, at eleverne har lyst og tillid til at bidrage i et online forum. Teknologien kan virkelig hjælpe med at udfolde kommunikationen. Som forsker er det en empiri, der er interessant og som kan hjælpe til at forstå, hvordan den stigende tilstedeværelse af digitale medier påvirker konkrete undervisningskontekster, og hvordan strukturelle og organisatoriske forhold omkring undervisning er under stadig forandring.”

Pludselig online aktivitet

En lignende succeshistorie med hensyn til kommunikationens udfoldelse kan findes i den nyeste forskning om HyFlex-organiseret undervisning – altså hvor studerende kan vælge mellem at deltage online eller fysisk.

Her undersøgte Helle Mathiasen blandt andet hvordan muligheden for at chatte under forelæsningen gjorde, at nogle studerende, der var stille i auditoriet, pludselig blev aktive.

Ja, du kan sikkert spare lønmidler. Ja, du kan sikkert spare lokaler. Men monolog er ikke undervisning, det er faglig formidling.

“Under store forelæsninger er der oftest ganske få, der spørger om noget - hvis nogen overhovedet. Men da undervisningen delvist blev flyttet online, var chatten fyldt med kommentarer, spørgsmål og svar mellem de studerende,“ siger Helle Mathiasen.

“De hjalp hinanden, benyttede hinandens svar, kopierede dem ind i egne noter. Og det var de studerende selv, der opretholdt det rum, hvor de frit kunne spørge og deltage i diskussioner. Det var ofte under alias, men det er også ligegyldigt, hvis det er det, der skal til for at komme over frygten for at dumme sig og sige noget forkert i første omgang.”

I et af de efterfølgende interviews blev frygten for at dumme sig og stikke ud netop fremhævet som en grund til, at fingeren normalt ikke stikkes i vejret. En oplevelse, der er oplagt at tage op med de studerende, påpeger Helle Mathiasen.

Insisterer på nuancer

Succeshistorierne går hånd i hånd med de ikke intenderede konsekvenser af teknologianvendelser, og Helle Mathiasen er den første til at advare mod jubeloptimisme, når det kommer til brug af it i undervisning.  

Selv i dag, hvor titlen på navneskiltet er skiftet ud, insisterer Helle Mathiasen på nuancer Helle Mathiasen og har ingen intentioner om at generalisere sin forskningsresultater eller komme med kategoriske meldinger.

Jo, Facebook har vist sig at være en distraktion, men det kan også bruges fagligt. Og hvad der fungerer i ét fag eller tema, fungerer måske ikke i andre. Eller for andre lærere. Eller for andre studerende. Og det er i virkeligheden også pointen:

“En meget væsentligt præmis for det her arbejde er, at vi er forskellige. Nogle har det fx rigtig godt med at sidde derhjemme og ikke forholde sig til andet end det faglige. Andre har brug for at være fysisk tilstede på campus. Der er nogen stemmer, som pludselig kommer frem, når undervisning bliver online. Og så er der dem, der ofte har fingeren oppe i auditoriet, men falder mere eller mindre fra online,” siger Helle Mathiasen.

“Hvis man kunne komme frem til en model, der passer alle, er dynamisk, motiverende og med stadig variation af både undervisningsformer, roller, læringsressourcer, opgaveformater/- produkter, evalueringsformer med mere, så er vi oppe i nobelprisgenren. Så kan man jo overveje om det er efterstræbelsesværdigt”

Alligevel er der problemer, der var tydelige under den corona-skabte eksplosion i online-undervisning, som Helle Mathiasen også så i år 2000, da hun fulgte studerende på et fjernundervist studenter-kursus i Aalborg.

I Aalborg for 22 år siden var det de ældre studerende med job og familie, der endte med at trives. De studerende under omkring 25 år, der ikke havde det sociale på plads på forhånd, faldt fra meget hurtig.

“Det, vi så dengang, er det, vi stadig ser: Den sociale dimension har afgørende betydning. Studerende vil gerne mødes og være sammen,” siger Helle Mathiasen.

Vi er ikke de samme

Mens studerende i dag kan glæde sig over at vende tilbage til forelæsningssale og klasselokaler, hører Helle Mathiasen kollegaernes lettelse over at have klaret sig igennem. Og komme tilbage til normalen.

Men underviserne er ikke de samme som før, oplever Helle Mathiasen.

“Vi har stået i en situation, som vi aldrig har stået i før, og som krævede, at vi begyndte at tænke os ind i en ny undervisningskontekst. Vi har været nødt til at være meget mere præcise i vores kommunikation af, hvad de konkrete mål med undervisningen er, hvad temaet er, og hvordan det hænger sammen med det tema, vi havde sidste gang og hvorfor vi planlægger undervisningen på denne måde. Vi har lært at klar kommunikation om den røde tråd i den konkrete undervisningen og på det enkelte kursus er vigtig information for de studerende.”

Det, vi så dengang, er det, vi stadig ser: Den sociale dimension har afgørende betydning.

Der er små undervisningsaktiviteter, der vil hænge ved, mener professoren. Nogle har fundet frem til, at et lille podcast om dagens tema kan få flere med i hold-diskussionerne. For andre har digitale afstemningssystemer virket motiverende og aktiverende. Men måske vigtigst af alt, vil det for mange være helt klart, at online undervisning gør behovet for kommunikation større.

“Onlineundervisning kræver også, at du er tydelig omkring tidsplan for en forelæsning, hvad man skal diskutere i grupper og hvilket produkt, du forventer fremlagt. Kommunikationen bliver kun mere vigtig og der skal mere til, når det handler om onlineundervisning.”

Teknologien kan ikke redde os

Fra sin nye position som emeritas håber Helle Mathiasen at se forskningsprojekter, der udfordrer måden vi tænker uddannelse og undervisning på.

“Vi har brug for at reflektere over de strukturer, der er indlejret i uddannelsessystemet, og de logikker, disse er udsprunget af,” siger hun.

Undervisningsdifferentiering - og personalised learning -  har været i fokus længe, men det er et meget svært princip at leve op til, sådan som undervisningssystemet er organiseret, påpeger Helle Mathiasen.

“Litteraturen har i dekader pointeret det vigtige i, at man skal tage udgangspunkt i den enkelte og dennes forudsætninger. Selvfølgelig skal man det. Men det tager tid. Og hvis vi gerne vil det, så skal vi nok nytænke strukturen og organiseringen af vores uddannelsessystem. Her kan digitale teknologier hjælpe,“ siger hun.

“Digitale teknologier kan ikke redde os. Men de kan åbne vores øjne og fortsat bidrage til at sætte fokus på udvikling af undervisningsmiljøer, der kan give de bedste muligheder for, at de studerende kan lære sig det, der er intentionen.”