Fra solomission til kollektiv indsats: Lektionsstudier giver fælles sprog

Gennem tre år har danske forskere samarbejdet med to lektionsstudiegrupper på et dansk gymnasium. Og selvom kulturforandring er langsommelig at opbygge og reaktionerne er blandede, har studiet set tegn på at lærere får nye muligheder for at tale om og udvikle deres undervisning.

“Vi har set at lektionsstudier giver lærerne et fælles sprog, som hjælper dem med at få øje på nogle nye ting,” forklarer adjunkt Britta Eyrich Jessen, en af forskerne bag studiet, der tidligere på året blev bragt i International Journal for Lesson and Learning Studies.

“Det er både fagfagligt, og i forhold til at skrue på nogle didaktiske variabler – som for eksempel opgaveformulering og hvilke handouts elever skal have, og hvor lang tid de skal arbejde med problemet.”

Som gymnasielærer har du ikke nødvendigvis et ordforråd til at forklare, hvordan undervisningen er bygget op, og hvordan de forskellige dele understøtter elevers læring, forklarer Britta Eyrich Jessen.

“Selvom nogle lærere har et sprog omkring undervisningen, er det typisk ikke præcist nok eller fælles med deres kolleger og så bliver det svært at dele. Og det er det, som projektet i høj grad handler om. Når vi får nogle begreber for, hvad vi skal have øje på, rykker det lærernes refleksioner om undervisning og læring.”

Det er første gang i verden, at lektionsstudier så systematisk er blevet afprøvet på gymnasieniveau. Projektet er udført i samarbejde med skoler og kollegaer i andre europæiske lande gennem TIME projektet.

Undervisning som holdsport

I arbejdet med lektionsstudierne har lærerne først og fremmest skulle vælge et undervisningsproblem at arbejde med. Problemet kan både handle om faget eller mere generelt om elevers læring, men det skal være konkret – fx hvordan man får elever til at dele matematiske ideer i undervisningen, eller hvordan man introducerer differentialregning gennem modelleringsproblemer af fx en skibakke.

Gruppen af lærere samarbejder om at planlægge, gennemføre, observere og reflektere over lektionen, som skal takle undervisningsproblemet. På den måde bliver det i højere grad til en holdindsats at lave gode lektioner samt at reflektere over dem, fortæller Britta Eyrich Jessen.

“Vi har ikke tradition for at være særlig fælles om lærergerningen. Der er en opfattelse af at klasserummet er helligt. Det kan lyde negativt, men det giver lærere noget frihed og tryghed til at bruge de teknikker, de har succes med,” siger hun.

Fælles ansvar

Det er ikke alle lærere, der synes det er fedt, at miste den frihed, forklarer forskeren.

“De frygter, at de skal forholde sig til et manuskript i stedet for at være levende og reagere på eleverne,” siger Britta Eyrich Jessen.

”Det skal der stadig være plads til, men der er også noget tryghed i at være fælles om det, og det tager noget ansvar væk fra den enkelte. Du står ikke alene på mål for alle valg i opstilling af eksperimentet. Og hvis lektionen bliver en fiasko, så er vi fælles om at lære af det.”

Nogle af de lærere, der fra starten ikke var vild med tanken om at blive observeret af kollegaerne, endte med at være begejstrede for processen, beretter Britta Eyrich Jessen.

“De oplevede, at der blev lagt mærke til nogle ting, de ellers ikke så, og som gav et andet indblik i deres undervisning.”

Samtidig kan det være en øjenåbner at skulle undervise en lektion, der er skabt som kompromis mellem kollegaer, mener forskeren.

“Hvis man kommer fra efteruddannelse, ender man ofte med at tage en lille bid ind i sin undervisning, som man tænker passer til eleverne og ens egen stil. Men hvis nogen havde insisteret på, at man gik hele vejen og prøvede den fulde pakke, så ville man måske også lære mere,” siger Britta Eyrich Jessen.

Teori i mindre doser

Lektionsstudier har været en del af lærerpraksis i Japan i mere end 100 år. Og det er ikke ligetil at overføre til Danmark, hvor det på ingen måde er en del af kulturen, siger Britta Eyrich Jessen.

“I Japan har man en kæmpe værktøjskasse, som vi ikke har adgang til. Vi har ikke lekstionstudie-konferencer, de kan komme til. Vi har ikke tidsskrifter, som systematisk publicerer praksisrapporter over afprøvede lektioner,” siger hun.

Der er ikke nogen, der har svaret på forhånd. Vi opstiller noget, gennemfører forsøget, reflekterer over hvad der sker – og vi gør det sammen.

“Derfor måtte vi tage de dele, der kan lade sig gøre”

Lærerne fik, hvad Britta Eyrich Jessen beskriver som “matematikdidaktisk teori i mindre doser”. Men det var altså nok til at gøre en forskel.

“Vi så, at de i højere grad fik et andet indblik i, hvordan deres egen undervisning fungerer i forhold til at understøtte læring.”

Ringe i vandet

Hvis lektionsstudier for alvor skal udnyttes i de danske gymnasier, kræver det et langt sejt træk, mener Britta Eyrich Jessen.

“På grundskoleniveau har man været i gang i Lyngby Taarbæk Kommune i 7 år, og her begynder man nu at se en righoldig diskussion. Lærerne begynder at stille nogle virkelig kvalificerede spørgsmål og samtalerne begynder for alvor at rykke noget i deres proces. Men det har taget lang tid,” fortæller hun.

“Jeg ser det som noget, der kan brede sig som ringe i vandet. Men det skal være en langstrakt proces.”

Der er flere gymnasier, der er interesseret i at komme i gang med lektionsstudier. For dem er det nu en kæmpe gave, at de kan besøge andre gymnasier, der er begyndt at få glæde af processen og kan dele af deres viden og erfaringer, påpeger Britta Eyrich Jessen. Det tager nemlig lang tid at udvikle tilstrækkelig mange ressourcepersoner, der kan facilitere processen.

“Pointen er, at det er et joint venture, hvor vi i fællesskab forsøger at udvikle og reflektere over enkelt lektioner med input udefra, der flytter vores tænkning og dermed praksis. Der er ikke nogen, der har svaret på forhånd. Vi opstiller noget, gennemfører forsøget, reflekterer over hvad der sker – og vi gør det sammen.”