Formidling af evolution er plaget af kulturelle stereotyper

Hvis du åbner en lærebog om evolution eller besøger en udstilling om emnet, vil du formentlig se den samme visuelle fremstilling af vores fjerne forfædre: En mand klar til jagt og en kvinde, der tager sig af et barn.

Men hverken ideen om kønsroller eller kernefamilie-strukturen kommer fra vores videnskabelige forståelse af, hvordan de tidlige menneskearter levede. I stedet er de et udtryk for, at nutidens stereotyper er blevet bagt ind i formidlingen af fortiden.

”Formidling af menneskets evolution er som alt andet præget af ideologi,” siger Marianne Achiam, der er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

Sammen med Jesús Piqueras, lektor ved Stockholm Universitet, samt undervisere fra Sveriges naturhistoriske museum, har Marianne Achiam undersøgt, hvordan de kulturelle stereotyper sniger sig ind i rekonstruktionen af vores evolutionære aner.

I en analyse af den permanente udstilling Den Menneskelige Rejse på Naturhistoriska riksmuseet fandt forskerne blandt andet, at vores forfædre af hunkøn blev fremstillet som passive og underdanige, mens forfædre af hankøn blev vist i mere aktive og dominerende roller.

Samtidig præsenterede udstillingen historien om menneskets evolution som en lineær udvikling, der har bevæget sig fra mørkhudede og primitive afrikanske arter til avancerede, lyshudede europæere.

”Den præsentation stemmer simpelthen ikke overens med den videnskabelige evidens, der findes for menneskets evolution. Det er snarere baseret på en vestligt orienteret ideologi,” understreger Marianne Achiam.

Fra abe til hvid mand

De kulturelle stereotyper i evolutions-formidlingen er langt fra unik for det svenske museums udstilling.

”Meget af den forskning, vi har læst, peger på, at især forskning i menneskelig udvikling har en tendens til at have ideer om køn og etnicitet, der er baseret på ideologi. Og det kommer til udtryk både i tekstbøger og på museer,” siger Marianne Achiam.

 

Problemet illustreres måske bedst af den ikoniske visualisering af menneskelig evolution, der viser udviklingen fra en chimpanse-lignende abe til en hvid mand, som på den måde kommer til at fremstå som evolutionens højdepunkt.

”Lige nu ser vi, at museer bliver udfordret i forhold til inklusion og afkolonisering. Så at lave udstillinger, som udbreder etniske stereotyper er fyldt med problemer – også selvom det ikke er intentionelt,” siger Marianne Achiam.

Tages for gode varer

Tages for gode varer

Problemet bliver forstærket af, at museumsgæster kan være tilbøjelige til at acceptere fortællingen, fortæller Jesús Piqueras.

Som en del af studiet, der er udgivet i tidsskriftet Science & Education, undersøgte forskerne specifikt, hvordan en gruppe unge studerende forstod udstillingens indhold, når det kommer til etnicitet og køn.

”Vi kan se, at de unge mennesker lægger mærke til en masse ting om etnicitet. For eksempel hudfarven på de rekonstruerede mennesker,” fortæller Jesús Piqueras.

”Men de sætter faktisk ikke spørgsmålstegn ved det. De køber det stereotype budskab, som udstillingen giver.”

Lidt anderledes var opfattelsen af køn hos de unge studerende. Her udviste flere af gæsterne skepsis over for den version af fortiden, de fik præsenteret.

”Det var interessant at se, og det kan være et udtryk for, at køn er et aspekt, som unge mennesker er meget fintfølende overfor,” siger Jesús Piqueras.

Viden udvikles

I løbet af de seneste år har de problemer, som forskerne har påpeget, været genstand for debat i Sverige. I 2018 kom der i øvrigt ny DNA-forskning, der viste at de tidlige vesteuropæere formentlig var mørke i huden.

I 2020 blev dele af udstillingen justeret, og derfor kan besøgende på museet i Stockholm i dag bruge en skærm til at simulere, hvordan fortidsmenneskernes hudfarve formentlig så ud, og hvordan det adskiller sig fra rekonstruktionerne.

Det er en eksemplarisk måde at håndtere det på, mener Marianne Achiam

”Det nytter ikke at lade som om, at problemerne ikke er der. På den her måde viser museet, at den bedste viden udvikler sig over tid,” siger hun.

”Det hjælper museumsgæsten med at forstå, at naturvidenskaben og formidlingen af den ikke er en objektiv sandhed. Det ligger under for kulturelle, politiske og ideologiske diskussioner ligesom al anden menneskelig adfærd.”