Ny ph.d.-studerende: Science-museer kan blive rugekasse til for tidligt fødte ideer

En moderne museumstur er i dag sjældent begrænset til en vandring mellem guldalderens mesterværker eller vikingetidens guldskatte. Ofte er en tur i samlingen ledsaget af en tur i museets cafe, butik og børneområde. 

Spørger man ph.d.-studerende Jacob Thorek Jensen er det tid til at særligt science museer påtager sig endnu en funktion – et rum, hvor ny viden kan produceres mellem mennesker.  

"Vi står over for en række store kriser, som kræver at vi involverer flere mennesker i samtalen om, hvilken fremtid vi ønsker,” forklarer han.  

“Vi har brug for et rum, hvor vi kan producere viden på nye måder og udvikle nye perspektiver på samfundsaktuelle udfordringer. Hvor den offentlige diskussion kan foregå ansigt til ansigt. Det er et rum, som museerne kan skabe.” 

Den statiske udstilling   

På science-museerne kommer gæster allerede med intentionen om at blive klogere. Der er genstande, som kan give nye perspektiver og åbne døren til nye tanker. Det der mangler, er rammer, der giver mulighed for dialog, mener Jacob Thorek Jensen, der er en del af forskningsgruppen Science Communication på Institut for Naturfagenes Didaktik samt forskningsprojektet ‘Addressing sustainability with arts-based methods’.   

“Som gæst i en museumsudstilling i dag er du meget passiv. Du modtager grundlæggende den viden, som museet serverer.” forklarer han.

“Men mens du er der, forholder du dig jo til udstillingerne, og du deler måske dine tanker med dem, du er sammen med. Den viden forsvinder igen. Du sætter ikke noget aftryk i udstillingen og dermed bidrager til den vidensproduktion, som er kernen i vores museer.” 

Arven fra kaffehuset  

Over de næste år vil Jacob Thorek Jensen blandt andet undersøge, hvordan et sådan rum skal udformes og udtænkes, hvis de tanker og samtaler, museet inspirerer til, også skal have et liv når gæsterne forlader udstillingen.    

Til det formål har han fundet inspiration i de 3-400 år gamle kaffehuse, der kom til Europa fra Mellemøsten sammen med kaffen. 

“Kaffehusene var særlige, fordi mennesker fra vidt forskellige klasser mødtes og talte om samfundsudfordringer, sladder, videnskab, kunst og filosofi. Det er blandt de første steder, hvor du mødtes sammen med fremmede uden at blive fuld eller dyrke en religion,“ siger Jacob Thorek Jensen.  

I England blev kaffehusene kendt som “penny universities”, fordi man for prisen af en kop kaffe kunne samtale om alt fra politik til poesi.  Og kaffehusene var netop indrettet til den fælles samtale, siger Jacob Thorek Jensen. 

“De fleste af dem havde et stort langbord, hvor snakken kunne flyde frit. Derfor er de også meget inspirerende for, hvordan vi i dag kan tænke på nye rum til skabelse af viden.”  

Fortidens konstruktioner 

Hvad der præcis skal foregå i dette møde mellem nutidens science-museer og fortidens kaffehuse, er for tidligt at sige. Men for Jacob Thorek Jensen er det vigtigt at samtalerne efterlader noget konkret til de næste gæster omkring bordet. 

“Der må gerne være en talk eller en debat, men det er vigtigt at der kommer et produkt ud af den. Noget som netop gør, at den viden som skabes ikke fordufter igen. Derfor forestiller jeg mig også, at aktiviteterne skal være funderet i kunstneriske metoder,” siger Jacob Thorek Jensen.  

Vi har brug for et rum, hvor vi kan producere viden på nye måder og udvikle nye perspektiver på samfundsaktuelle udfordringer.

Det kan godt betyde at noget bliver skrevet ned på et papir. Men det kan også betyde at besøgende inviteres til at dele deres overvejelser på mere kreative måder. Og frem for alt skal man udnytte det historiske perspektiv, som museerne kan give.  

“En af de ting historien kan give os, er en indgang til at tænke nye fremtider. Vi konstruerer fortiden ud fra de kilder, vi har til rådighed, og vi konstruerer fremtiden ud fra mulige scenarier, som historien lader os forestille,” siger Jacob Thorek Jensen.  

“Hvis vi skal diskutere et emne som klimaforandringer, så er der ikke meget perspektiv at hente i vores egne navle. Vi skal overveje hvad en musefælde fra 1930’erne kan sige om det, hvad Leonardo Da Vinci kan sige om det og hvad kaffehusene kan sige om det. Og så skal vi overveje, hvad fortiden kan sige os - hvordan vi kan tænke med historien – og blive inspireret til at forestille os nye bæredygtige fremtider.”