Forsker: Vi har glemt, at tvivl altid kommer før læring

I megen undervisning i naturvidenskab er der fokus på færdigheder og sikre svar. Og der er ikke overladt meget plads til en komponent, der ellers er essentiel for læring: Tvivlen.

“Som studerende er det nemt at blive bange for tvivlen og se den som noget, der skal bekæmpes,” siger Marie Larsen Ryberg, der er postdoc på Institut for Naturfagenes Didaktik.

“Men tvivl er et centralt aspekt af at lære noget, og det er en forudsætning for kritisk og videnskabelig tænkning. Tvivlen er noget positivt, som vi skal værne om.”

Men det gør vi ofte ikke, sådan som universitetsundervisning typisk foregår. Det konkluderer Marie Larsen Ryberg i et studie om forskningsbaseret undervisning.

“Tvivl rummer en tøven, så det bremser os op. Et øjeblik, hvor vi lige mærker efter. Den kommer ikke nødvendigvis frem på en halvanden times lektion,” siger hun.

Tvivlen gik i glemmebogen

Det uundværlige ved tvivlen er noget, som pædagogikken i nyere tid har glemt, fortæller Marie Larsen Ryberg.

En af de væsentligste stemmer i pædagogisk forskning er John Dewey, hvis arbejde herhjemme har ledt til det problemorienterede projektarbejde og demokratisering af skolesystemet. For ham var tvivlen central.

“Dewey opstillede fem trin for tænkning, som går igen i rigtig mange pædagogiske værktøjer. I Deweys originale værker kan man se, at forudsætningen for de fem trin er tvivl og usikkerhed. Men det udelades ofte i vores oversættelser. Det er gået i glemmebogen,” siger Marie Larsen Ryberg.

“Det har implikationer for undervisning. Hvis man skal tage alvorligt, at man skal lære noget, så skal der skabes plads til tvivl.”

Panik og afmagt

Det kan lade sig gøre at give tvivlen pusterum i undervisning, viser Marie Larsen Rybergs egen forskning.

I sin forskning undersøger hun et eksperimenterende kursus, der lader studerende undersøge et ukendt protein.

“Flere studerende har fortalt mig, at det er et af de bedste kurser, de nogensinde har taget, og at de aldrig har lært så meget før. Men jeg har også flere gange observeret, at selvsamme studerende reagerer på måder, der ser ud som om de er i tvivl, er usikre, perplekse, nogle gange i panik,” fortæller Marie Larsen Ryberg.

På et tidspunkt er frustrationen hos en enkelt gruppe så stor, at en studerende smider sig på laboratoriegulvet i afmagt. Samme gruppe ender med at fortælle, at de har lært enormt meget om, hvad forskning egentlig er.

“Det er et tydeligt eksempel på, at tvivlen er et redskab til videnskabelig opdagelse. Usikkerhed er jo ikke bare indlejret i et eksperiment, den er også i det menneske der skal erkende noget,” siger Marie Larsen Ryberg.

Den gode tvivl

Når tvivlen i dag kan give negative associationer, skyldes det muligvis dens evne til at omsætte sig til fortvivlelse. Derfor skal undervisningsmiljøet understøtte den gode tvivl, som ikke bliver til fortvivlelse, men til nye spørgsmål og undersøgelser, siger Marie Larsen Ryberg.

Tvivl er et centralt aspekt af at lære noget, og det er en forudsætning for kritisk og videnskabelig tænkning.

“Det kræver et miljø, der imødekommer studerendes tvivl, når de arbejder med videnskabelig viden,” siger hun.

“Du skal gerne nå at være i tvivl, men du skal også have mulighed for at følge op på den følelse. Det skal være mulighed for at omsætte tvivlen til nye spørgsmål og til nye handlinger. Det er ikke bare vigtigt i udviklingen af studerendes videnskabelige undersøgelseskompetence, men det er også vigtigt i en verden, hvor kritisk refleksion ikke kan tages for givet.”