Erfaring fra 60.000 micro:bits: Det kræver vedvarende indsats at gøre kodning for alle 

En målrettet indsats kan ændre på børns ide om programmering – men effekten aftager over tid.  

Det viser en flerårig evaluering af det omfattende ultra:bit –projekt, udført af NEUC, Naturfagenes evaluerings- og udviklingscenter. 

I 2018 fik omkring 9 ud at 10 skoleelever i 4. klasse erfaring med at kode deres egen BBC micro:bit som en del af DR’s ultra:bit-projekt. Det svarer til ca. 60.000 børn. Og her var den umiddelbare effekt tydelig, fortæller Olga Trolle, der har været med til at evaluere den massive indsats.  

“Vi ser i 4. klasse, at både piger og drenge bliver interesseret i at kode, og de får øjnene op for, at det kan bruges til mange ting. Vi ser at flere elever begynder at tænke på kodning som noget for dem, og at eleverne selv mener, at de kan kode.” 

NEUC fulgte ultra:bit-projektet helt indtil den oprindelige generation af 4. klasser gik i 8. klasse. Og fire år efter micro:bit’ens indtog, var oplevelsen anderledes.  

“I 8. klasse fortæller elever, at de ikke ved, hvordan de koder. Men viser man dem en micro:bit, siger de, at den kan de godt kode. Så de generaliserer ikke den viden de har fået fra arbejdet med mikrocomputeren,” siger Olga Trolle.  

Kønsstereotyper vinder ind i højere klasser 

Et af fokuspunkterne for evalueringen af ultra:bit-projektet har været, hvordan piger og drenge opfattede arbejdet med teknologien forskelligt.  

Overordnet set synes både piger og drenge, at kodning er for alle. Men der er alligevel forskelle, som er værd at bemærke, fremhæver Olga Trolle.  

I starten af projektet mener lidt flere drenge, at kodning var mest for drenge, men den opfattelse blev mindre efter eleverne blev introduceret for micro:bit. I 8. klasse var forskellen imidlertid igen blevet mere udtalt. Her så både flere drenge og piger kodning som noget, der mest er for drenge. Derudover vurderer pigerne deres kompetencer lavere end drengene gør indenfor kodning. 

“Resultaterne viser, at der er potentiale i at arbejde konkret med en teknologi som micro:bit, men også, at der sker ting ude i skolerne, som ikke bare kan løses med materialer,” siger Olga Trolle. 

Aftagende effekt og fokus på ‘dimsen’ 

Evalueringen af ultra:bit-projektet så tydeligt, at elevernes teknologi-interesse blev styrket af at have mikrocomputeren i hænderne. Men over tid blev især pigerne trætte af at lære om teknologi.  

Elevernes interesse for at bruge teknologi går gradvist igennem indsatsperioden fra “lige noget for mig” til “det er ok”. 

I samme periode skiftede ultra:bit-projektet fokus fra det konkrete kode-arbejde med micro:bit’en til mere kreative eller samfundsmæssige aspekter af teknologi.  

“Data viser, at hvis målet er at give eleverne evnen til at kode, så er der nødt til at være fokus på den del gennem hele projektet. For de husker ikke i 8. klasse det de lærte i 4. klasse,” bemærker Olga Trolle.  

“Der er nødt til at være vedvarende fokus på det, man kan lære, og på at hjælpe eleverne med at se at det de har lært er mere generelt og kan bruges i andre kodesammenhænge.” 

Forankring og erfaringer 

Den enorme skala på ultra:bit-projektet har gjort at effekten varer ved selvom projektet i dag formelt er slut.  

“De første lærere fik kursus og undervisningsmaterialer, der er nemme at gå til. Vi kan se, at det er lykkedes at skabe ringe i vandet og sikre en forankring ude i skolerne,” fortæller Olga Trolle. 

Vi ser i 4. klasse, at både piger og drenge bliver interesseret i at kode, og de får øjnene op for, at det kan bruges til mange ting.

En del af den effekt skyldes den store investering, som Industriens Fond har lagt i projektet. Men der er også læring fra ultra:bit, som mere beskedne projekter kan søge at imitere, mener Olga Trolle.  

“Undervisningsmaterialet, der hører til ultra:bit har haft skiftende årstemaer, som for eksempel lyd eller superdyr. Samtidig har projektet lagt vægt på at lave vejledninger der er nemme at gå til,” siger hun. 

“Det betyder at man sætter teknologien i forskellige rammer, og at lærere kan bygge videre på det, de lavede sidste år, og andre kan hoppe på. Der giver større sandsynlighed for, at det smitter af på andre lærere.” 

Du kan læse hele evalueringsrapporten her.