Denne artikel argumenterer for, at fysikklasser kan betragtes som
komplekse systemer, hvilket kræver en ny tilgang til didaktisk forsk-
ning. Ved at drage på kvalitativ og kvantitativ forskning fremhæves
nødvendigheden af at forstå de dynamiske og ikke-lineære relationer
mellem fx undervisningsmetoder, studerendes motivation, og deres
færdigheder. Artiklen giver eksempler på anvendelsen af netværks-
analyser og dynamiske modeller i fysikdidaktisk forskning. Modellerne
viser, at mange fænomener inden for området er komplekse og kræ-
ver en forskningstilgang der gør brug af mange forskellige typer af
data. Der er også brug for store mængder data og metodiske tilgange,
og der er derfor brug for at indsamlingen og analysen automatiseres.
Artiklens hovedbudskab er, at vi ved at anskue uddannelsessystemer
som komplekse systemer begynder at tænke anderledes om dem.
Dette perspektiv åbner op for anvendelsen af tankegange og metoder
fra fysikken, hvilket muliggør en anden forståelse af systemernes til-
stande og dynamikker.