Kogler, knogler og leg giver indsigt i børns tanker om naturvidenskab

Hvis vi skal forstå, hvad der får børn til at vælge eller fravælge en en uddannelse inden for STEM-fagene, må vi kunne forstå selv de yngstes forhold til naturvidenskab.

Men hvordan taler man med børn om noget, de ikke har begreb om endnu?

Det er et spørgsmål, som forskere ved Institut for Naturfagenes Didaktik forsøger at besvare som en del af det storstilede forskningsprojekt SCOPE.

“Udfordringen er, at små børn ikke har et sprog for naturvidenskab eller science,” siger Katia Bill Nielsen, der er postdoc ved IND.

“De har ikke naturfag før 1. klasse, og så kun i en time om ugen, og det gør det svært for os at spørge ind til emnet. De kan sagtens have en masse viden, erfaringer og oplevelser med natur og videnskab uden at kunne sætte ord på det.”

Hvis man skal have indblik i de oplevelser, kræver det altså mere end en snak om planeter og molekyler, siger Ene Ernst Hoppe, der er ph.d.-studerende ved IND.

I mødet med børnene har forskerne derfor forsøgt at bruge en række kreative metoder - som billeder, tegning og interaktion med udvalgte genstande.

“Vores mål har været at skabe et rum for at børnene kan deltage uden at de skal sidde og tale med os,” forklarer hun.

“Vi håber, at de her kreative metoder kan give flere børn mulighed for at deltage, og på den måde sørge for, at vi ikke favorisere dem, der har det godt med at udtrykke sig verbalt. De andre har også holdninger og oplevelser, vi skal høre.”

Det er ikke børnene, den er gal med

Netop de tidlige erfaringer med naturvidenskab er i fokus for SCOPE-projektet, der med støtte fra Villum og Novo Nordisk Fonden forsøger at undersøge, hvad der får børn til at vælge STEM-fagene til eller fra.

SCOPE-projektet er inspireret af det britiske Aspires-projekt, der blandt andet fandt frem til, at det ikke er nok at vække børnenes interesse for naturvidenskaben.

“Aspires viste, at der var børn med interessen for faget, der alligevel ikke vælger det. Så hvorfor er det sådan? Der må være nogle barrierer, der gør, at de ikke kan se sig selv i det,” siger Katia Bill Nielsen.

“Det er en generel udfordring med STEM-området, at ikke alle oplever at have adgang til feltet. Og det er ikke børnene den er gal med. Vi bliver nødt til at ændre vores ideer om, hvem der kan deltage og være gode til STEM.”

Plads til fortolkning

SCOPE-projektet samler viden om børnenes forhold til naturvidenskaben ved at følge en række skoleklasser gennem flere år. Arbejdet tæller både workshops med børnene, samt etnografisk feltarbejde på skolerne og interviews med børn og forældre.

Det er endnu for tidligt at dele klare resultater af, hvad de kreative metoder har givet af resultater. Men IND-forskerne oplever et klart potentiale, fortæller Ene Ernst Hoppe.

“Da vi lavede workshop for eleverne i 0. klasse kom vi med en kasse med genstande, som var bredt knyttet til naturvidenskaben. En pipette, en ske en plastik-knogle og en grankogle. Vi gik bevidst efter at have nogle genstande, der var stærkt forbundet med naturvidenskab, og andre der er mere løst forbundet med feltet,” forklarer hun.

Børnene fik blandt andet til opgave at dele genstandene ind i grupper. I én gruppe kom knoglen i en kategori, der hed spisning, fordi et barn så det som hundens kødben. En anden gang kom den sammen med en sten og en dinosaur i en kategori, som børnene døbte ‘døde og gamle ting’.

Metoden skaber et rum, hvor der er meget plads til fortolkning, siger Ene Ernst Hoppe.

“Når vi kommer med en genstand, så kommer børnene til os. Så skal vi ikke prøve at fiske med spørgsmål, fordi de gennem genstandene får mulighed for at udtrykke noget, som vi måske ikke ellers havde fået adgang til,” siger Ene Ernst Hoppe.

Et smugkig

Blandt de større elever i 5. klasse gav de kreative metoder anledning til en humor om emnet, som ellers er svært at få øje på, fortæller Ene Ernst Hoppe. 

“Det er et udtryk vi ikke rigtig ser, når vi bare snakker med dem. Det er ikke sikkert, at du kan beskrive det mærkelige rumvæsen, der er i dit hoved, men måske kan du tegne det,” siger hun.

“Vi vil gerne åbne spektret så meget som muligt, og give plads til at alle kan sige eller gøre noget.”

Det har været tydeligt for de to forskere, at forskellige børn reagerer forskelligt på de forskellige aktiviteter. Et barn, der er helt opslugt af en aktivitet, kan være stille og observerende i den næste.

“Vi skal sørge for, at der er plads til begge dele. For det er deres verden, og det er den, vi gerne vil have et smugkig ind i,” siger Ene Ernst Hoppe.