Ny ph.d.: Museer og zoo'er misser unik chance for at undervise i bæredygtighed

Museer, akvarier og zoologiske haver er unik stillet til at uddanne en generation af unge mennesker, som er i stand til at forstå og handle på de globale klima- og biodiversitetskriser.  

Men muligheden bliver spildt, fortæller Henry James Evans, der netop har forsvaret sin ph.d. i bæredygtighedskommunikation ved Institut for Naturfagenes Didaktik.  

I februar 2020 lavede Henry James Evans en kortlægning af 169 undervisningsprogrammer for børn på mellemtrinet - 4. til 6. klasse - fra 23 danske institutioner. Han fandt 34 programmer med stærkt indhold om bæredygtighed. Det svarer til omkring 20 procent. 

“Når man ser på det stærke fundament for bæredygtighed, der er i Danmark, så er det få. Og det betyder, at der er kæmpestore spildte muligheder på det her område,” siger Henry James Evans og tilføjer, at kortlægningen fandt sted lige inden Corona-pandemien brød ud.  

Frygten for at blive udråbt som hyklere, er noget af det, der gør at potentielaet er uforløst, fortæller han. 

“Mange institutioner er bange for at tale til offentligheden om bæredygtighed medmindre de selv har 100 procent styr på deres egen bæredygtighed,” siger Henry James Evans.  

“Mit argument er, at hvis du er åben og ærlig og viser, at du prøver at gøre det rigtige, så vil offentligheden også værdsætte og respektere det. Hvis man prøver at skjule det, bliver det bare værre.” 

I stand til at handle 

I de kommende år er der udsigt til at klimaforandringer, fald i biodiversitet og en række andre klima- og miljøproblemer kulminerer. Fra både forskere og FN’s side er der enighed om, at en del af løsningen kræver en bæredygtighedskommunikation, som ikke bare fortæller folk om den fremtid, vi er på vej ind i, men også den rolle de kan spille, fortæller Henry James Evans.  

“Udgangspunktet er at give folk viden til at forstå, og give dem redskaber, der gør dem i stand til at handle. Og hvis vi kigger på samfundet og de yngre generationer, så ser vi en masse vrede over den fremtid, de har udsigt til, og den manglende handling. Den vrede skal kanaliseres,” siger han.  

“Vi har en fantastisk mulighed for at opbygge en miljøbevidst generation, som kommer med en enorm lidenskab. Vi skal give dem værktøjer til at påvirke andre.” 

Handlingslammelse 

Til det formål er akvarier, zoologiske haver og science-museer perfekt situeret, mener Henry James Evans.  

“Forskning viser, at hvis vi kun leverer frygt og vrede, så skaber det angst, fornægtelse og handlingslammelse. De her institutioner har muligheden for at fortælle historier om bæredygtighed på en anden måde,” siger han.  

“De har natur og dyr, som folk kommer for at se, de kan fortælle dyrenes historie, og i den historie kan de fortælle, hvorfor dyrene har svært ved at overleve, og hvad kan vi gøre som individer. Det betyder, at man kan gå derfra med en fornemmelse af at man har en rolle og spille og man kan gøre en forskel.” 

Mere mod 

I skolerne er bæredygtighed også på vej ind i pensum, men her er man begrænset af, at skulle tænke inden for rammerne af de forskellige fag. Bæredygtighed kræver en ekstremt tværfaglig tilgang, som man kan finde på museer og zoologiske haver, mener Henry James Evans. Men institutionerne spænder ben for sig selv. 

“De prøver at følge skolernes pensum for at passe ind i undervisningen, men det kan også hindre deres fremgang. Skolepensum rykker sig enormt langsomt, og det fungerer stadig inden for de her faglige rammer af matematik, engelsk, naturfag og så videre,” siger han.  

“Men jeg tror, at hvis de her institutioner var lidt modigere og gik deres egen vej i forhold til emner og undervisningspraksisser, så kunne de gøre meget mere for bæredygtigheden.” 

Giv børn en stemme 

En del af Henry James Evans ph.d.-afhandling går ud på at opstille retningslinjer for, hvordan institutionerne bedst kan formidle bæredygtighed. Et af de vigtigste principper er, at lade børn finde deres egen stemme i debatten om bæredygtighed.  

“Vi skal understøtte dem i at stille spørgsmål og i at være kritiske over for status quo, hvorfor voksne ikke løser problemerne, og hvorfor der ikke er mere handling,” siger Henry James Evans.  

“Der var en 10-årig elev i en af mine observationer, der under et forløb udbrød, at mennesker var det værste for planeten nogensinde. Vi har brug for at lade hende kanalisere den vrede og lidenskab ind i handling.” 

I andre samtaler – fx om hvordan vi i fremtiden skal brødføde hele planeten – er de 10-årige ikke mindre i vildrede end den voksne del af befolkningen.  

“Det er her FN's verdensmål kan være meget brugbare, fordi de giver et håb for fremtiden. De giver bevis for, at de voksne arbejder sammen og har en plan,” siger Henry James Evans.