At vide, hvad man kan vide: Derfor skrev vi BA i matematikkens videnskabsteori
At skrive bachelor inden for matematikkens videnskabsteori giver mulighed for at reflektere over begrænsningerne for det, man kan vide, fortæller studerende.
Overvejer du at skrive bachelor inden for matematikkens videnskabsteori? Læs her, hvordan Natacha, Karl og Mads har grebet det an, og hvad de fik ud af det.
Hvis du overvejer at skrive bachelor, speciale eller et andet projekt på Institut for Naturfagenes Didaktik, kan du orientere dig her i, hvilke muligheder der findes, og hvad du skal være særlig opmærksom på.
Natacha: Jeg var interesseret i, hvordan matematisk viden skabes
“Vi skal ikke forestille os, at matematikken skabes af matematikere, der sidder hver for sig og laver beviser. For det er ikke rigtigt."
Sådan lyder budskabet fra Natacha Nielsen, der har skrevet i bachelor i matematik inden for videnskabsteori.
"Matematisk praksis er designet sådan, at sociale strukturer kan påvirke måden vi evaluerer matematisk viden på," forklarer hun.
Natacha Nielsen var tidligt klar over, at hun ville skrive sit bachelorprojekt inden for matematikken videnskabsteori.
“Jeg fulgte min interesse. At fundere over, hvorfor vi gør, som vi gør i matematik, er super interessant,” siger Natacha Nielsen.
Men hvad emnet nærmere bestemt skulle være, vidste hun ikke.
“Jeg kom frem til, at jeg gerne ville skrive om, hvordan vi skaber viden i matematik. Det var et af mine hovedspørgsmål, og det, jeg var allermest interesseret i. Men jeg måtte også forholde mig til, hvad man realistisk kan nå at undersøge i et bachelorprojekt. Så ud af det kæmpe emne valgte jeg, at snævre mit fokus ind til reviewprocessen og særligt de sociale aspekter af processen," siger hun.
Læs mere om Natacha Nielsens bachelorprojekt her.
Karl: Jeg ville gerne sætte mig ud over min egen næsetip
Når først axiomerne er brugbare nok, glemmer man ofte at gå tilbage og se på, hvad der egentlig ligger bag.
“Vi glemmer at se på, hvad den interne begrundelse er for at arbejde på denne måde,” siger Karl Pinholt Nørgaard, der skrev sin bachelor om Statistical Interference In Dynamic Models udgivet af Cowles Kommissionen i 1950.
Et arbejde, der startede med et dybere gravearbejde i klassisk matematikøkonomisk litteratur, og som i sidste ende har givet ham et bedre udgangspunkt for at kende sin disciplins begrænsninger.
“Jeg fik meget det ud af det, jeg gerne ville - at sætte mig ud over min egen næsetip. Jeg ville ikke blive den hammer, for hvem alting er et søm,“ siger Karl Pinholt Nørgaard.
“Stort set alle os, der går på universitetet, ender med at vide rigtig meget om rigtig lidt. Man kan nemt blive fanget af at opfatte tilværelsen på en måde, hvor man tager en ide, der er god til at beskrive en meget snæver ting, og propper den ned over en andre ting. Det er rigtig sundt og rigtigt brugbart, at reflektere over nogle af begrænsningerne for det, man kan vide, og det, man kan udtale sig om.”
Læs mere om Karl Pinholt Nørgaards bachelorprojekt her.
Mads: En trædesten til at dyrke mødet mellem finans og filosofi
Handler udsagn om sandsynlighed om verden omkring os? Eller er det blot en måde at beskrive vores bedste gæt til hinanden?
Hvis man arbejder med statistik, så er det et spørgsmål, man er nødt til at forholde sig til, siger Mads Fencker, der skrev sit bachelorprojekt i matematik om statistikkens videnskabsteori.
Mads Fencker blev grebet af statistikkens videnskabsteori på videnskabsteorikurset på matematik.
“Jeg synes, jeg kunne fornemme, at der var nogle intuitioner om statistik, som bliver overført til fortolkningen af sandsynlighed uden at de to diskussioner 1:1 handler om det samme. Det var i virkeligheden den problemstilling, jeg gerne ville undersøge,” fortæller han.
Efter tre år på filosofistudiet følte Mads Fencker sig godt klædt på til et projekt i matematikkens videnskabsteori og så samtidig en mulighed for følge sin interesse for krydsfeltet mellem finans og filosofi.
“Det er et område, hvor jeg synes, at der er folk, der har brug for hjælp. Jeg har været til flere oplæg om pengenes filosofi, hvor oplægsholdere var litterater eller sociologer – og altså hverken filosoffer eller matematikere. Jeg ville gerne sidde med den slags spørgsmål. Og dette projekt var lidt en trædesten i den retning.”