Ph.d.-studerende: Lad os gøre taksonomi til et redskab til at beskytte truede arter

Navngivning og opdeling af arter er en fundamental søjle i biologisk videnskab. Men den måde, vi inddeler arter på, har stor betydning for det praktiske arbejde med at bevare truede arter. Så hvorfor ikke inddele klodens dyr på en måde, der giver forskere de bedst mulige betingelser for at redde arter fra udryddelse? 

“Videnskab er drevet af værdier, som ikke bare handler om at opnå sandhed,” siger Lara Kristina Sabatier, der er ny ph.d.-studerende ved Institut for Naturfagenes Didaktik. 

"Politik, funding-strategier, personlige preferencer og bias er en konstant faktor i videnskaben."

Som en del af projektet “Tackling the Conservationlist Dilemma” skal Lara Kristina Sabatier undersøge, hvad der sker, hvis man helt bevidst lader bestemte værdier styre, hvordan man strukturerer en fundamental del af videnskaben som artstaksonomi. 

“Vi er i en tid, hvor artsbevarelse er en værdi, de fleste kan stå inde for. Vi vil gerne se, hvad der sker, hvis vi bruger den værdi i skabelsen af ny viden,” siger Lara Kristina Sabatier.  

Ingen taksonomi passer alle

Indsatsen for at bevare arter kan have mange forskellige mål. Og man kan ikke endegyldigt sige, hvilken tilgang til taksonomi, der er bedst for arters bevarelse, siger Lara Kristina Sabatier. 

"Forestil dig, at du har to måder at opdele arter, hvor den ene model har en tendens til at dele dyrene op i mange arter, mens den anden model skaber flere underarter og færre arter,” forklarer hun.  

“Helt pragmatisk kan man sige, at hvis man vil have en art på IUCN’s rødliste over truede arter, er det klart, at du kommer længere ved at opdele en bestand i flere arter og på den måde skabe færre dyr i hver enkelt art.”  

Mens den strategi kan give mere opmærksomhed til en dyreart, der er sårbar, er der andre indsatser, der ville finde den taksonomi ubrugelig for bevarelse i praksis, siger Lara Kristina Sabatier.  

“En af de måder, vi forsøger at holde en truet art i live på, er ved at introducere nye gener i en genpulje. Og hvis du ikke har delt din art på en måde, der skæver til gener, har du ikke nogen måde afgøre, hvilken gruppe du skal trække på, for at styrke genpuljen hos den truede art.” 

Projektet, som Lara Kristina Sabatier er en del af, fokuserer på at vurdere risiciene for de truede arter afhængigt af hvilke værdier og klassificeringsvalg, forskere navigerer efter. Og som følge deraf, hvilken slags politik, der derefter skabes. 

Taksonomisk anarki

Det er ikke alle der er vilde med ideen om at lade en bestemt agenda forme, hvordan viden skal struktureres, siger Lara Kristina Sabatier.  

“Der er dem, der ser det som taksonomisk anarki,” forklarer hun.  

“Hvis man bare kan vælge den taksonomi, der passer en, så kunne et stort selskab, der vil bygge i et naturområde, nemt argumentere for, at dette ikke kommer til at ramme nogle truede arter.” 

Det er bedre at være transparent med de værdier, vi tager ind i videnskaben, i stedet for at lade som om, at vi er de mest neutrale observatører i verden

Problemet med den udlægning er ifølge Lara Kristina Sabatier, at videnskaben allerede kan spændes for en agenda, men at det i så fald kan ske under dække af at være objektiv og neutral.  

“Efter Trump og Covid har mange være bekymrede for videnskabens særlige status. Men vi må erkende, at videnskaben ikke er værdineutral. Jeg mener, det er bedre at være transparent med de værdier, vi tager ind i videnskaben, i stedet for at lade som om, at vi er de mest neutrale observatører i verden.”  

Den vigtige fleksibilitet

Hvis man kunne tvinge alle biologer, forskere og naturfaglige personer til at holde sig til samme taksonomi, vil det uden tvivl lette en del af det bureokratiske byrde omrking arbejdet. Og kommunikations ville blive lettere mellem grupper, fordi man altid taler om de samme arter og underarter.

Men det er også en model, der ignorerer behovet for fleksibilitet som forskere har brug for i deres arbejde, mener Lara Kristina Sabatier.  

“Da forskere forsøgte at finde ud af hvordan myggen spreder malaria, og det var først da man lavede en særlig gruppering på phenotyper, at de kunne identificere den gruppe myg, der spredte sygdommen. Hvis vi alle klassificerede myggen ens, så er der en god chance for at vi aldrig havde opdaget, hvordan malaria spredes,” fortæller hun.  

Forskere har brug for den type fleksibilitet for at kunne finde svar på vigtige spørgsmål. Og derfor er det farligt, at man vil styre, hvilken taksonomi forskere bruger, mener Lara Kristina Sabatier.

“For at gøre videnskaben brugbar skal du nogle gange være meget lokal og specifik med, hvordan du gør det. Det ville være dejligt, hvis der var en måde, vi altid kunne bruge. Men typisk er der en måde, der er bedste til en bestemt problemstilling i et bestemt miljø.”