Ph.d.-studerende: Teknologierne i klasseværelset er ikke skabt til samarbejde 

Gruppearbejde i naturfag foregår ofte omkring et mikroskop, en iPad eller en andet stykke teknologi. Fælles for de fleste af disse artefakter er, at de ikke er skabt at blive brugt af flere på én gang. Det kan udfordre samarbejde i undervisningen.  

“De artefakter og teknologier, vi propper ind i klassen, er typisk lavet til at blive brugt én person ad gangen,” fortæller Liv Nøhr, der er nystartet ph.d.-studerende på Institut for Naturfagenes Didaktik.  

“Der er kun en person, der kan se i mikroskopet, trykke på tabletten eller ryste reagensglasset. Det kræver, at eleverne kan finde ud af at kommunikere og deles, ellers kan en enkelt elev let komme til at løbe med bolden.” 

Som en del af projektet “Collaborative Courageous Science” skal Liv Nøhr de kommende år være med til at undersøge, hvordan måden elever samarbejder på påvirker deres følelse af at have succes med naturvidenskaben. I sin ph.d. vil hun specifikt fokusere på, hvordan brugen af artefakter spiller ind i den ligning.  

“Jeg er interesseret, i om der er en sammenhæng mellem, om man oplever, at naturfag er noget, man kan debattere og deltage i, og at man har mulighed for rent faktisk at røre ved de ting, som faget handler om,” siger Liv Nøhr.  

Fælles forståelse af problemet 

I projektet Collaborative Courageous Science, der er støttet af Novo Nordisk Fonden, vil forskerholdet med sensorer indsamle data om elevers gruppearbejde, så de fx kan se hvor eleverne bevæger sig hen, hvem de taler med, og hvem der taler meget. Alt sammen på en måde, der respekterer elevernes privatliv.  

“Den statiske data giver os en unik mulighed for at se hvad der foregår i gruppearbejdet,” siger Liv Nøhr.  

“Ved at koble det med observationer, kan vi se hvad det betyder for samtalen, at man giver eleverne de her teknologier i hånden. Er man den der spørger eller den der bliver spurgt, når man kigger i mikroskopet? Hvem kan sige noget, og hvornår?” 

Fælles problem 

En af udfordringerne, som Liv Nøhr ser i elevernes gruppearbejde, er, at de ikke får delt deres oplevelse af, hvad problemet er.  

“De ender med at uddelegerer opgaver og sidde hver for sig. Når en elev møder udfordringer, har de andre ikke forudsætninger for at hjælpe, fordi de ikke har siddet med det i hænderne. Man skal finde frem til et fælles problem, før man kan tale om fælles løsning,” siger hun.  

Muligheden for at få en fælles forståelse af problemstillingen bliver netop udfordret af teknologien, eleverne skal bruge.  

“Hvis du sidder på en måde, så du ikke kan se, hvad der står på iPad’en, eller ikke har set gennem mikroskopet, så har du ikke en chance for at hjælpe, når makkeren sidder fast,” siger Liv Nøhr. 

Får alle lov til at røre 

I sit projekt vil Liv Nøhr blandt andet undersøge, hvad det betyder for gruppen, at alle får lov at røre og indstille mekanikken, og om det hjælper eleverne med at komme i mål med gruppearbejdet.  

Hvis du sidder på en måde, så du ikke kan se, hvad der står på iPad’en, eller ikke har set gennem mikroskopet, så har du ikke en chance for at hjælpe, når makkeren sidder fast.

“Spørgsmålet er, om vi har de rigtige teknologier til at skabe samarbejde. En mulighed er at se på teknologi, som alle elever kan have fx en kniv til at skære bladet til mikroskopet. Det er også muligt, at vi i det hele taget skal være mere forsigtige med, hvilke teknologier vi propper ind i klasseværelset,” siger Liv Nøhr.  

“Det er også muligt, at vi skal finde en anden måde at fostre det gode gruppearbejde på, fx ved at skrive ind i instruktionerne, at eleverne skal skiftes.”