Kvantemekanikken indtager socialvidenskaben på et spinkelt grundlag

Kvantemekanikken har vist sig at være overordentlig præcis til at beskrive adfærden hos subatomare partikler. Så præcis, at flere og flere forskere forsøger at bruge den til også at forklare menneskelig adfærd.

Det spirende forskningsfelt quantum social science bruger komponenter fra kvantemekanikken til at forklare komplekse sociale fænomener. Men det er langt fra uden problemer, mener Rasmus Jaksland, der er postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik.

“Det er bekymrende, at quantum social science får større og større udbredelse,” siger han.

Fysikere ser i dag kvantemekanikken som den bedste måde at beskrive verden på. Den grundlæggende ide bag quantum social science er, at socialvidenskaben må følge trop og undersøge hvad fænomener som superpositioner og entanglement betyder for vores hverdag som mennesker.  

“Et af problemerne er, at denne forskning foregår i ekkokamre, hvor ingen har kompetencerne til at vurdere korrektheden af den kvantemekaniske komponent,” siger Rasmus Jaksland.

“Man risikerer derfor at kompromitterer hele forskningsfelters legitimitet, hvis de lektier, man tager fra kvantemekanikken, viser sig at være misforståede, hvilket de ofte er.”

Underlig adfærd kan beskrives med kvantemodel

I en ny artikel udgivet i European Journal for Philosophy of Science, undersøger Rasmus Jaksland argumenterne fra to af pionererne inde for quantum social science. De peger blandt andet på, at der er sociale eksperimenter, der viser anomalier i vores måde at tage beslutninger på, som ikke kan beskrives med nogen rationel model.

En sådan anomali kan fx ses i det såkaldte prisoners dilemma. Spillet spilles af to personer, som hver kan vælge at samarbejde eller forråde den anden. Studier har vist, at de fleste mennesker vælger at forråde modspilleren, hvis de ved, hvad modstanderen vil gøre. Men hvis de ikke ved det, vælger flertallet at samarbejde.

“Det giver ikke umiddelbart nogen rationel mening. Det er her, at fortalere for quantum social science peger på kvantemekaniske effekter som en mulig forklaring,” forklarer Rasmus Jaksland.  

“Det at være ubeslutsom kan forstås som at være i en type Schrödingers kat-situation, mellem at ville to ting. Man gør ikke begge ting samtidig, men de to intentioner er i overlappende tilstande. Hvis man bruger den ide og ser på nogle af de her anomalier, så kan man tage en kvantemekanisk model og få de resultater, som eksperimenterne beskriver.”

Noget der ligner kvantemekanik

Når den irrationelle menneskelige adfærd kan beskrives med en kvantemekanisk model, er det nærliggende at tænke, at kvantemekanikken har en rolle for vores bevidsthedstilstande. 

Men så simpelt er det ikke, siger Rasmus Jaksland.

“Det er enormt krævende at tage noget, der ligner kvantemekanik, og afgøre om det rent faktisk er det,” påpeger han.

Nobelprisen i Fysik gik i 2022 til arbejdet med at bevise, at partikler, der er entangled, har en adfærd, der ikke kan forklares med klassisk fysik, og derfor efter alt at dømme må skyldes kvantemekanik. Det arbejde har været næsten 60 år undervejs fra eksperimentet blev udtænkt til arbejdet endeligt blev udført.

“Det siger noget om, hvor svært det er at afgøre alle de forskellige måder, hvorpå den klassiske verden kunne ligne en kvantemekanisk verden. Og i dette tilfælde er der ikke lavet noget af det benarbejde, der skal til, før vi skal tro på, at det her er et kvantemekanisk fænomen. Det, at en model passer på statistisk data, er ikke en tilstrækkelig grund til at tro, at det hænger sådan sammen.”

Låner sig til troværdighed

Et nyt forskningsfelt skal naturligvis have tid til at undersøge, om en ide holder vand. Men det er ikke, hvad der foregår i quantum social science, mener Rasmus Jaksland.

“Der er ikke nogen der foreslår konkrete eksperimenter, som kunne være med til at understøtte antagelserne. I stedet bliver ideerne taget med ind i alle mulige forskningsfelter fra kritisk teori over psykologi til internationalt diplomati.”

Det er bekymrende, at quantum social science får større og større udbredelse.

Nogle forskere i feltet dyrker kvantemekanikken som en kilde til analogier. Andre mener at kvanteeffekten konkret kan observeres, mens endnu andre vajer et tvetydigt sted imellem de to poler.

“Det er et felt, som er præget af vage formuleringer, som er svære at efterprøve,” siger Rasmus Jaksland.

“Min formodning er, at kvantemekanikken har en appel i nogle dele af videnskaben, hvor man af gode grunde ikke kan lave den samme slags test og eksperimenter, som vi kender fra fysikken. På denne her måde kan man låne noget af den troværdighed, som kvantemekanikken har.”

Skærmet mod kvanteeffekter

Videnskaben har vist, at meget af det, der foregår i vores kroppe, har komponenter af kvantemekanik i sig. På den måde er det på sin vis overraskende, at vi kan bedrive socialvidenskab uden at vide noget om kvantemekanik, bemærker Rasmus Jaksland.

“Men vi kan også konstatere, at de fleste lever ret velfungerende liv uden at vide noget om kvantemekanik. Vi går ikke over vejen og bliver kørt ned, fordi bilen var flere steder på en gang. Der er er noget, der gør, at vores livsverden er skærmet for de her kvantemekaniske effekter,” siger Rasmus Jaksland.

“Vi ved, at kvantemekaniske effekter forsvinder utrolig hurtigt i store, våde og varme systemer. Der er intet laboratorium i verden, der kan få kvantemekaniske effekter til at manifestere sig i systemer på størrelse med vores hjerne. Det ville være meget overraskende, hvis hjernen viser sig at være i stand til at forstærke effekter, vi ser på mikroniveau, op til et niveau, hvor det gør en forskel i vores liv.”