Talent er noget som mandlige studerende har

De kvindelige studerende er organiserede, flittige og gode til Excel. Men talenterne er tilbagelænede, legesyge, selvsikre og stiller skæve spørgsmål. Og de er typisk mandlige studerende. Det er i hvert fald sådan, det i vid udstrækning bliver opfattet på naturvidenskabelige uddannelser, viser forskning fra Københavns Universitet.

Forskerne har interviewet undervisere og studerende på fire forskellige naturvidenskabelige uddannelser for at finde ud af, hvordan de definerer talent hos studerende.

”De studerende, som er velforberedte og opfylder læringsmålene, men gør det på en måde, som underviserne ikke synes er lige så spændende som dem, der stiller det gyldne og skæve spørgsmål, bliver typisk ikke anerkendt som talentfulde. De bliver betragtet som hårdtarbejdende i stedet, men er stort set usynlige,” siger Henriette Holmegaard, lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik og en af de to forskere bag studiet. Studiet er udkommet i bogen Science Identities.

Ifølge forskerne er der en sorteringsmekanisme i spil i undervisningen, hvor studerende opdeles i dem med og uden talent – og den mekanisme har en kønnet slagside. Det betyder, at flere kvindelige end mandlige studerende ses som nogle, der fra naturens hånd ikke er gjort af det ’rigtige’ stof.

”Undervisere fortæller, at når studerende stiller spørgsmål, er en gruppe af de mandlige studerendes spørgsmål bare meget mere spændende end kvindernes. Og hvis kvinderne prøver, risikerer de at blive oplevet som uautentiske eller strategiske - som om det ikke kommer naturligt til dem,” siger Bjørn Friis Johannsen, tidligere forsker ved Institut for Naturfagenes Didaktik og nu på Københavns Professionshøjskole.

Mandlige studerende bliver ifølge forskerne oftere set som modige og nysgerrige ’kunstnere’ - kvinderne som skrøbelige ’organisatorer’. En mandlig underviser fra undersøgelsen siger således:

”Mange af pigerne afholder sig fra at gå efter en PhD, fordi de ikke magter det. De stresser til, fordi de er så pligtopfyldende. Men kors, hvor er det nogle gode piger at have med på feltarbejde til at lave databaser og den slags. Men de vælger det med at tænke nye og spændende tanker og skrive artikler fra, fordi de siger, at det ’stresser dem med det samme’ […]”

Et snydespil

Og den opfattelse er et stort problem, mener forskerne. Ikke mindst fordi man har at gøre med uigennemsigtige forventninger til de studerende:

”Det er uretfærdigt. For man udstikker et sæt regler og mål, men honorerer så en anden adfærd. Ud over karaktererne, er der mange andre måder at give studerende privilegier på. Det kan være mere tid sammen med underviserne, invitationer ind i forskningsprojekter, job som studentermedhjælper eller bare et anerkendende nik under en forelæsning,” siger Bjørn Friis Johannsen. 

Og ikke alle studerende har lige muligheder for at leve op til forventningerne om denne adfærd:

”På en måde er der en skjult læreplan. Hvis vi vil have, at de studerende skal kunne de her ting af sig selv, vil nogle bestemte kunne det, mens andre falder ud. Så der er både en kønsmæssig og social skævhed i, at det ikke bliver tydeliggjort. Det er dem, der på forhånd kan læse de implicitte rammer, som kan navigere i dem og nyde fordel af dem. Derfor er det et snydespil,” siger Henriette Holmegaard.

Resultatet er, at det er de i forvejen mest privilegerede hvad angår køn, social klasse og race, der opnår gunsten og dermed endnu flere privilegier, konkluderer forskerne.

”Hvis man skal stille det skæve spørgsmål i undervisningen, skal nogle samle mere mod end andre. Mange af de kvindelige studerende oplever risici ved at sige, hvad der falder dem ind. Fx at de bliver set som nogle, der ikke har noget fornuftigt at byde ind med. Alle oplever det ikke som lige let at indtage den position, hvor man tør dele skæve tanker og spørgsmål,” siger Henriette Holmegaard.

Men kan det ikke være, at flest mænd blot har karaktertræk, der passer godt til naturvidenskab?

”Problemet er netop, at der hersker en myte om, at naturvidenskab gøres bedst på en måde, der er sammenfaldende med den måde, som flest mandlige studerende er på. Og de undervisere, vi har talt med, siger, at når man leder efter talent, så leder man efter sådan nogle typer som sig selv. Men er det nødvendigvis sådan, at denne her ’drengede adfærd’ er de vigtigste egenskaber at have for at være en god studerende?” siger Bjørn Friis Johannsen og tilføjer:

”Altså mandlige undervisere på naturvidenskab lader til at reproducere sig selv, når de privilegerer en bestemt adfærd hos de studerende – for det er det, som vores forskning viser, at talentbegrebet gør. Og det er uanset om underviserne egentlig er gode til videnskab eller ej.”

Ansæt personer med den rette erfaring

Forskerne mener, at der bør skabes nogle bredere rammer for deltagelse i undervisningen, der kan understøtte flere studerende i at udfolde deres vinger og deres potentiale.

”Vi skal have åbnet skodderne for, at talent kan have mange former og udtryk. Fordi nogle er mere stille i en undervisningssituation og ikke stiller de udfordrende spørgsmål, er det ikke lig med, at de ikke er talentfulde. Der kan være en masse potentiale, vi ikke får øje på,” siger Henriette Holmegaard. 

Ifølge Bjørn Friis Johannsen handler det om at skabe en bevidsthed og bryde de uheldige mønstre, der kan være og samtidig se andre steder hen, når man ansætter personale.

”Rent praktisk kan man begynde at ansætte personer, som har erfaring med at forholde sig til marginalisering, i troen på, at man på den måde kan lave et bedre forsknings- og undervisningsmiljø med lavere frafald, bedre søgning og alle de ting, der nu driver forretningen,” siger han og slutter:

“Men der skal ledelsesopbakning og politisk opbakning med. Især hvis man ønsker flere kvinder og generelt mere mangfoldighed i STEM-fag. Ligesom jeg helst ikke vil individualisere talentet, vil jeg heller ikke individualisere talentets problem hos underviserne. Det bliver jo produceret i den måde, man ”gør” universitet på.”