Kandidat i STEM-undervisning: Kultur står i vejen for mere kropslig undervisning 

Lærere ved erfaringsmæssigt og intuitivt, at det gør en forskel for læring, når kroppen tages i brug i undervisning. Men det er lettere sagt end gjort, når man står med 28 elever i natur- og teknologi-timen. 

En af de ting, der står i vejen for mere kropslighed, er den kulturelle forståelse af god undervisning, fortæller Mette Elsnab Olesen, der i sit speciale på kandidaten i STEM-undervisning undersøgte, hvordan lærere forstår og italesætter kropslighed. 

“Der eksisterer nogle ideer om god undervisning, både hos elever og forældre, der handler om at man skal side stille og række hånden op,” forklarer hun. 

“Samtidig er det sværere at evaluere på, hvad børnene får ud at rende rundt og lege solsystem end hvis man giver dem en skriftlig matematikprøve. Som lærer er man ikke i tvivl om, at det virker, men du får ikke en tjekliste, du kan vise frem.” 

I sit speciale har Mette Elsnab Olesen interviewet lærere, som ser et enormt potentiale i at bruge kroppen mere i undervisningen, men som også mangler viden og støder på udfordringer.  

“At bruge kroppen er typisk noget, der kræver tid og plads,” siger Mette Elsnab Olesen.  

“Samtidig har du elever med vidt forskellige forudsætninger, og nogle af dem har måske problemer med at rumme larmen, der opstår, hvis alle skal op og bevæge sig.”

Falder i hak 

For Mette Elsnab Olesen selv var der noget, der faldt i hak, da hun under sit kandidatstudie lærte teorien om Embodied Cognition at kende.

“Jeg vidste fra erfaring, at hvis jeg varierer min undervisning, så fungerer det bedst. Hvis jeg planlægger et forløb og kan inkludere en tur, et eksternt læringsmiljø eller på en anden måde tilføje noget sansestimulering, så ved jeg, at det bliver et godt forløb. Og teorien giver mig nogle svar på, hvordan det kan være,” fortæller Mette Elsnab Olesen, der i første omgang stødte på begrebet embodiment på kurset De empirisk eksperimentelle videnskaber. 

"Jeg husker tydeligt et eksempel om, hvordan vi gestikulerer som lærere. Når vi taler om hjertet, så knytter vi hånden, fordi det er den størrelse hjertet har. Vi bruger kroppen når vi underviser mere end vi er opmærksom på.” 

Komme bredere ud 

Mette Elsnab Olesen blev grebet af at vide mere om teorien, og brugte det valgfri modul på kandidatuddannelsen til at tage en kursus i Embodied Cognition på DPU. Derfra var vejen lagt til et speciale, der kunne undersøge fænomenet fra lærernes perspektiv, fortæller hun.  

“Jeg overvejede at udvikle undervisningsmaterieler, afprøve og evaluere dem, men det havde vi gjort før på studiet, så jeg bliver interesseret i at lave noget mere generaliserbart, der kan komme bredere ud,” siger Mette Elsnab Olesen.  

“Derfor valgte jeg at fokusere på en gruppe lærere for at forstå, hvordan de forstår kropslighed og læring, hvordan de italesætter det, og hvordan anvender de det i praksis.” 

Mette Elsnab Olesen fandt gennem sit netværk seks lærere som blev til hver sin case i specialet. Gennem semi-strukturerede interviews udforskede hun hver lærers perspektiv og samlede det ved hjælp af en fænomenografisk analyse. Et af resultaterne af arbejdet blev et værktøj, der viser, hvordan forskellige aktiviteter tilgodeser forskellige aspekter af kropslig læring. 

En bedre didaktiker 

Efter at have afsluttet sin kandidat i 2024 er Mette Elsnab Olesen blevet ansat i en projektstilling på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), hvor hun udvikler et aktivitetstprogram for Videnskabsklubben om jordsystem-videnskab. Og hun har taget meget med fra specialet omkring kropslighed.  

“Jeg bruger den viden helt konkret i mit job til at lave bedre undervisning,” siger Mette Elsnab Olesen.

“Jeg kan systematisk gå ind og tilføje kropslige aktiviteter, for at få de forskellige aspekter af kropslighed ind i forløbene.”

Fra kandidatstudiet generelt har Mette Elsnab Olesen blandt andet fået en mere analytisk tilgang til sit arbejde.

“Jeg har helt klart fået metoder til at planlægge moderne undervisning, baseret på elever, kompetencer og undersøgelser,” siger hun.

“Jeg føler mig meget opdateret på ny forskning og ny viden, og jeg er blevet en meget bedre didaktiker. Det har været en stor gave, at få lov til at træde tilbage og se på tingene, uden at der er 28 børn der hiver i dig.”