Karl: Jeg ville gerne sætte mig ud over min egen næsetip 

I Colorado i 1932 grundlagde den amerikanske investeringsrådgiver Alfred Cowles den såkaldte Cowles Kommission, der skulle blive en central bastion for matematik-økonomi i USA i 1940’erne. I forsøget på at gøre økonomi til en videnskab med naturvidenskabens metode og stringens forsøgte kommissionens matematikere at bygge en axiomatisk defineret økonomisk teori op.  

Men når først axiomerne er brugbare nok, så glemmer man ofte at gå tilbage og se på, hvad der egentlig ligger bag, fortæller Karl Pinholt Nørgaard.

“Vi glemmer at se på, hvad den interne begrundelse er for at arbejde på denne måde,” siger han.  

Karl Pinholt Nørgaard skrev sin bachelor om Statistical Interference In Dynamic Models udgivet af Cowles Kommissionen i 1950. Er arbejde, der startede med et dybere gravearbejde i klassisk matematikøkonomisk litteratur, fortæller han.  

“Jeg har gjort mit bedste for at trævle det op og prøvet på at udlede både de eksplicitte og de implicitte retfærdiggørelser for, hvorfor teorien ser ud, som den gør. Og så har jeg sammenlignet med andre teorier, som helt sikkert ikke synes, det en god måde at arbejde på.” 

Et manglende bindeled 

Ideen om at grave sig baglæns gennem matematikøkonomiens historie kom tidligt til Karl Pinholt Nørgaard.  

“Da jeg begyndte at have økonomifag på universitetet, synes jeg, der var en stor selvfølgelighed i den måde mange ting blev præsenteret på. Der var ting, jeg synes var meget mærkelige, som nærmest stod skrevet i sten,” fortæller han.  

“Når man ser det udefra, kan man sige, at man i økonomi laver nogle vanvittige antagelser om adfærd for at få nogle ligninger til at se pæne ud. Jeg synes aldrig rigtig, jeg fik en retfærdiggørelse af, hvorfor det var en god måde at gøre det på. I mit fag - Matematikøkonomi - er vi selv sagt glade for at matematisere økonomi, som i dens kerne er en adfærdsvidenskab, der handler om den økonomisk adfærd. Så jeg synes, der manglede et bindeled mellem al den matematik vi lavede, og alt vi lærte om økonomi og økonomisk adfærd.” 

Ind til det usagte 

Karl Pinholt Nørgaard besluttede sig for at finde tilbage til rødderne og finde ud af, hvad der synes at forblive usagt i undervisningen.  

“Jeg skrev til min gamle forlæser fra kurset i videnskabsteori på matematik med flere forskellige ideer til projekter. Han henviste mig til Henrik, som blev min vejleder. Henrik var sindssygt god til at hjælpe mig med at finde en masse litteratur. Jeg læste otte millioner artikler for så til sidst at finde afsættet til min opgave,” siger Karl Pinholt Nørgaard. 

“Henrik og jeg havde et rigtig fint forløb med løbende sparring. Jeg læste en masse, og så fandt jeg noget, som fik en lampe til at lyse, så hjalp Henrik mig til at gøre det akademisk og ordentligt. Og det gav ofte et oplagt videre skridt. Det kom aldrig så langt væk, at jeg ikke kunne se det næste skridt.” 

Der gik ikke så lang tid, før bacheloren var et godt stykke væk fra det stof, som Karl Pinholt Nørgaard havde beskæftiget mig med på studiet til dagligt. 

“Men det var også lidt ideen – at komme ind til noget som ikke var blevet sagt tydeligt nok.”  

At vide meget om meget lidt 

Uanset om han forfølger det videnskabsteoretiske spor mere eller ej, er Karl Pinholt Nørgaard godt tilfreds med at han forfulgte sin interesse.  

“Jeg vælger ting, jeg synes er spændende og relevante. Lige nu sidder jeg og arbejde med modeller, og hvis det er spændende, og det er den vej jeg vil gå, så tænker jeg stadig, det er en fordel, at jeg har et grundlag for at vide, hvad modellerne kan - og hvad de ikke kan.” 

Opgaven har givet Karl Pinholt Nørgaard et bedre udgangspunkt for at kende sin disciplins begrænsninger, mener han.  

“Jeg fik meget det ud af det, jeg gerne ville - at sætte mig ud over min egen næsetip. Jeg ville ikke blive den hammer, for hvem alting er et søm,“ siger Karl Pinholt Nørgaard. 

“Stort set alle os, der går på universitetet, ender med at vide rigtig meget om rigtig lidt. Man kan nemt blive fanget af at opfatte tilværelsen på en måde, hvor man tager en ide, der er god til at beskrive en meget snæver ting, og propper den ned over en andre ting. Det er rigtig sundt og rigtigt brugbart, at reflektere over nogle af begrænsningerne for det, man kan vide, og det, man kan udtale sig om.”